Om å være kontroversiell

Mikael Jalving

18.04.2011 kl. 09.54

Adjektiver som “nazistisk”, “fascistisk” eller “kommunistisk” kan brændemærke en person for evigt. Men i takt med at der trods alt bliver færre og færre af dem, opstår der behov for nye tillægsord at udgrænse folk med. Det er her, “kontroversiel” kommer ind i billedet. Kontroversiel betyder i dag, hvad nazistisk betød i går.

Du kender metoden fra de talrige og bevidstløse Ritzau-telegrammer, som gennemsyrer mere og mere af mainstreammediernes nyhedsdækning: En ubegavet og overfladisk journalist – dem er der ikke ligefrem mangel på – sætter adjektivet “kontroversiel” foran en person, og vedkommende er straks svækket i den offentlige mening.

Det er måske ikke altid en bevidst handling fra journalistens side, men det ubevidste har, som Freud mindede os om, også sine grunde.

Hvad vil det egentlig sige at være kontroversiel?

Jesus var stærkt kontroversiel, det samme var William af Ockham, Luther, Spinoza, Hume, Nietzsche for blot at nævne en håndfuld, ligesom Gandhi, Miles Davis og Lance Armstrong på helt andre felter. Behøver ordet have en negativ konnotation, sådan som det har fået i vore dage?

Ikke hvis man skal tro forhenværende chefredaktør på Svenska Dagbladet og tidligere sociologiprofessor Hans L. Zetterberg (f. 1927), der har reflekteret lidt over, hvad han kaldte konsensussamfundet. Nok hentydede han til sit fædreland Sverige, men beskrivelsen rammer ikke helt forbi dagens Danmark – på trods af diverse forskelle dengang og i dag. Zetterberg forklarer her betydningen af kontroversiel – jeg citerer fra professor Jakob W.F. Sundbergs gamle bog Tystnadsspiralen:

Ordet kontroversiel har tabt sin oprindelige mening. I dag betyder kontroversiel noget eller nogen, som man ikke har råd til at tage alvorligt, hvis man vil være accepteret i vide kredse. Vi tør sjældent have en kontrovers med det, som kaldes kontroversielt. Selv advokater, som lever af kontroverser, forsøger at undgå det kontroversielle. Sådan går det i konsensussamfundet. Substantivet bliver adjektiv for at undgå konflikt.

I konsensussamfundet er konflikter farlige for dem, der deltager i dem. Da gælder det om at stå på god fod med flest mulig, hvilket naturligvis indebærer, at man må tie, når man ikke vil tale – eller ikke kan tale udenom. Sådan opstår den selvforstærkende tavshedsspiral, Sundberg taler om i sin bog, hvor majoriteten – af følgagtige massemedier – narres til at tro, at den udgør en minoritet. Det oplever man stadig i dagens Sverige, selv om tavshedskulturen er under voksende kritik.

Management by silence, hedder det i store organisationer. Konsensus hedder det på samfundsplan. Sverige, Danmark, Tyskland, USA – alle moderne samfund kender til problemet. Jeg er ked ad at sige det, men der findes en Anita Bay Bundegaard i hver en by…

Hvad konsensus og mangel på kontroverser kan føre til, udtrykkes eksemplarisk med et andet citat fra Tystnadsspiralen. Denne gang kommer ordene fra Stig Strömholm (f. 1931), også svensk jurist og forhenværende rektor for universitetet i Uppsala, tidligere medlem af videnskabsrådet for den liberale tænketank Ratio og forfatter til flere romaner. En prominent svensker, altså.

Strömholm er tilhænger af konsensussamfundet. Han kalder det for “det forhandlende samfund” og hylder det for sin effektivitet. Han skriver:

Jo mere gennemorganiseret samfundet bliver, jo flere beslutninger tages efter formel eller uformel forhandling. Desto flere aktuelle eller potentielle forhandlingspartnere findes der. Desto mere hensigtsmæssigt bliver det ikke at ødelægge relationerne til dem med udtalelser i den offentlige debat. Og desto mere tyst bliver der (…) Det forhandlende samfund fremmer tavsheden.

Stig Strömholms citat er næsten 30 år gammelt, men vi står på sin vis i samme klemme i dag og må dagligt vælge mellem tavshed eller tale, konflikt eller forhandling, kontrovers eller konformitet.

Sproget afslører, hvad vi vælger. Mainstreamjournalisterne nærmest samler på konformisme og platituder. Ved at erstatte substantiver med adjektiver forfladiger de sproget og dermed vores verden.

Det sker muligvis i den bedste mening, bevidst eller ubevidst, men uanset hvad repræsenterer adjektiviseringen af tilværelsens og det politiske livs nødvendige kontroverser et intellektuelt forfald. Og markerer på samme måde som tilbagetoget til en juridisk “hensigtsmæssighed” en kulturel deroute for den menneskelige selvstændighed.

Kontroversielt?

Næ, såre elementært.

Mikael Jalving er historiker, kommunikasjonsrådgiver og foredragsholder. Han har blant annet utgitt bøkene Absolut Sverige, Mig og Muhammed (2010) og Magt og ret. Et opgjør med Godheden (2007), og har den faste bloggen Frontalt i Jyllands-Posten.

Artikkelen Om at være kontroversiel ble første gang publisert i Jyllands-Posten 14. april 2011, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.